Barokken

Analyse af Caravaggio – begravelse af Kristus

På billedet vises begravelsen af Jesus, og det er et typisk billede for Baroktiden.

Der er typiske træk for claire obscure, da det er en meget sort baggrund og så kommer lysskyggen på jesus og de andre folk på billedet som en meget stor kontrast til det ellers mørke.

Det er meget overdramatiseret, med de bøjede kroppe og hænderne i vejret der bærer hans lig. Dette giver en effekt af en meget stærk og lidt dyster følelse, som er meget typisk for Caravaggio og barokken. Det skaber en dyb sorg i billedet.

Menneskene kan ikke “klippes” ud af billedet, altså de smelter ind i den sorte baggrund, hvilket er fuldstændig det modsatte af renæssancen hvor man kunne nærmest tegne rundt om figurerne i billedet. Det er også en kontrast til den meget perfekte oplysning der præger billederne i renæssancen, hvor i dette billede kommer lyset kun fra en vinkel, og oplyser overhovedet ikke perfekt.

Figurerne overlapper hinanden, og manden der bærer jesus’ overkrop er nærmest ikke til at se, da han falder fuldstændig ind i den sorte baggrund.

Lyset kan godt spille en symbolsk rolle, da det lyser ned på Jesus’ døde krop, og kommer fra “himlen” af. Altså billedet er et meget typisk billede fra barokken.

Skærmbillede 2014-10-30 kl. 09.19.22

Byzantisk kunst

Byzantinsk kunst, blev udviklet i Det Byzantinske Rige fra ca. 350 med centrum i Konstantinopel. Kejser Konstantin den 1. flytter centrum fra Rom til Konstantinopel (i dag Istanbul) og deler dermed Romerriget i Østromersk og Vestromersk rige. Mosaikkunsten blev den byzantiske kunst mest hyppige udtryksmiddel. Sofia Hagia (Sofiakirken) blev i denne periode opført. Udviklingen af den byzantiske kunst blev i år 726-843 afbrudt, da ikonoklasmen trådte ind. “Du må ikke have andre Guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden” – Sådan står der i de ti bud, og ikonoklasmen brød altså ud da man ikke måtte lave billeder af dem man tilbad i kristendommen. Alle religiøse billeder af dem, blev destrueret og taget fra mennesket. Man dyrkede dermed helgener og bruge dem som amuletter for at få held og medvind i livet. i det 4., 5. Og 6. Århundrede blev de en fast del af det religiøse liv.

i 1453 falder det byzantiske rige

Skærmbillede 2014-10-05 kl. 13.16.58 Billede af mosaikkunst fra kirken San Vitale i Ravenna.

Græske perioder

Der er tre vigtige græske perioder indenfor billedkunsten:

1. Arkaisk tid 700-480 fvt. 

Karakteristiske træk i den Arkaisk periode
Stiv kropsstilling
Samlet ben
Arme langs kroppen
Frontale kropsstilling
Udtryksløs
Stiliseret paryk
Kroppen er ikke naturaliseret
Tøjet var glat
Arkaisk smil – typisk træk ved arkaisk skulptur

Kouros/Kouroi (ung mand/unge mænd)
Kore/Korai (ung kvinde/unge kvinder)

2. Hellenistisk tid 330-100 fvt. 

Karakteristiske træk i den Hellenistiske periode:

Drama
Voldsomme bevægelse
Mennesker gengives virkelighedstro
Følelser
Individuelle karakterer modsat Arkaisk skulptur
Også døende mennesker
Lidt overdreven muskuløse

3. Klassisk tid 480-330 fvt. 

Karakteristiske træk i den klassiske periode: 

  • Kontrapost/contrapposto, dvs. vægten lægges på det ene ben med diagonaler i skuldre og hofteparti, siden også med s-kurve i kroppen
  • ansigter uden særligt udtryk, mænd med kort hår, enkle, men naturlige muskler og tøjfolder
  • mændene er fortsat ofte nøgne, kvinderne sædvanligvis påklædte
  • idealet er at være καλος και αγαθος, smuk og god, dvs. harmonisk
  • skulpturen er udtryk for en idealnaturalisme – dyrkelse af videnskabelig gengivelse
  • mange kunstnere er kendte, f.eks. Myron, Polyklet og Praxitele